Udformningen udspringer af ønsket om at skabe en skulpturel og stram bygningsvolumen. Huset er beklædt med det samme materiale på både facader og tagflader for at understrege dets minimalistiske og kompromisløse karakter.
Huset fremstår skarpskåret med sin markante profil og præcise detaljering, hvor forstyrrende elementer som tagrender og udluftning er skjult.
Husets rygrad er den gennemgående reolvæg, der deler boligen på langs. På den ene side ligger det dobbelthøje fællesrum, som er indrettet med åbent køkken, spiseområde og opholdsarealer i stueetagen samt en “voksenstue” på 1. etage.
Via reolvæggen er der adgang til værelser, baderum, entré og bryggers i stueetagen samt til soveværelse med baderum placeret på 1. etage.
Fra fællesrummet åbner store vinduespartier med skydedøre ud mod vandet, så der skabes tæt forbindelse til uderummet med træterrasser.
I stuen på 1. etage er udsigten indrammet af et stort vinduesparti.