Villaen fra 1963 er totalrenoveret og ombygget til en moderne familiebolig med et stort fællesrum, der samler køkken og stue. Et nyt stort skydedørsparti skaber direkte forbindelse mellem køkken/alrum, overdækket terrasse og have.
I renoveringen har der været stor fokus på at bevare husets oprindelige karakter. Det charmerende badeværelse med blå fliser, de indbyggede skabe med originale låger, de indvendige døre og den markante fordør er alle nænsomt restaureret og bibeholdt.
Udvendigt er der sat nye sorte træ/alu-vinduer i, og taget er udskiftet til et sort klikfalstag. Indvendigt er der etableret gulvvarme under egetræsgulve og lofter med diskrete akustikdæmpende hulgipsplader, som sikrer både komfort og æstetik.